En ny undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer viser, at der er sket en markant udvikling i erhvervslivets ansvarlighed inden for de seneste år. Og engrosvirksomhederne ligger helt i front.
Hele 75 procent af de adspurgte engrosvirksomheder siger at deres arbejde med ansvarlighed er blevet mere omfattende inden for de seneste fem år, mod 65 procent af virksomhederne inden for andre brancher.
Klimaindsatsen betaler sig
Det kan betale sig for virksomhederne at have fokus på at gøre deres produkter klimavenlige, når blot virksomhederne indtænker arbejdet i virksomhedens samlede strategi.
”Når man arbejder strategisk med ansvarlighed kan det give positive resultater på bundlinien, og det er selvfølgelig den bedst mulige motivation for virksomhederne,” siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv Nina Skakke.
”De virksomheder der er foran på dette område, har en strategisk fordel i forhold til konkurrenterne, når kunderne i stigende grad efterspørger og forventer klimavenlige produkter,” siger Nina Skakke.
ZF – Firstmover på produktion af hybridmotorer i Europa
ZF er førende leverandør til bilindustrien på globalt plan, og arbejder med en klar strategi om at gøre industrien mere klimavenlig gennem innovation og nytænkning.
”Vi ønsker at skabe innovative kvalitetsprodukter, der samtidig er klimavenlige fordi vi ved at det giver os en strategisk fordel i forhold til konkurrenterne,” siger Steen Rasmussen adm. direktør i ZF-Danmark og fortsætter:
”Vi har et konstant fokus på at udvikle de motorkomponenter vi producerer i en retning så de bruger mindst muligt benzin.”
Dermed er der synergi mellem ZF’s, industriens og slutbrugeres interesser og det skaber de bedst mulige betingelser for produktudvikling og nytænkning.
”Vores seneste tiltag er et hybridmodul til motorer, der kan reducere brændstofforbruget med op til 30 procent. Produktet vil i første omgang blive placeret i Mercedes Benz biler, men kan også bruges i busser og lignende,” forklarer Steen Rasmussen.
Yderligere informationer:
Erhvervspolitisk konsulent Nina Skakke på 3374 6107 eller nsk@danskerhverv.dk.
Adm. Direktør ZF-Danmark, Steen Rasmussen på 4690 1220.
Fakta om ZF:
ZF er en ledende global leverandør til bilindustrien af ’driveline’ og chassis-teknologi. Firmaet har 119 fabrikker og har kontorer i 25 lande med ca. 60.000 ansatte. ZF overskud beløb sig i 2007 til 12,65 milliarder euro. ZF rangerer blandt de 15 største automobilleverandører på globalt plan.
Undersøgelsen:
Resultatet bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som Dansk Erhverv har foretaget blandt sine medlemmer i april 2008. Knap 700 medlemsvirksomheder har svaret.