Af adm. direktør Jens klarskov
Politiske partier fra højre til venstre taler nu om lettelser i personskatten - også i toppen. Forleden kunne Danmarks Radio i en meningsmåling dokumentere, at også et klart flertal i befolkningen bakker op om personskattelettelser. Så hos Dansk Erhverv har vi det sådan, at det ikke kan blive forår hurtigt nok, for så skal der forhandles en skattereform på plads!
Skattereformerne i 2003 og 2007 har især sikret lav- og mellemindkomsterne en større fordel ved at arbejde. Og incitamenterne kan blive endnu bedre, især hvis man sideløbende laver reformer på arbejdsmarkedet. Men akkurat som vi har set det i en række EU-spørgsmål, er befolkningens veje uransagelige. Nogle gange går vælgernes dom hånd i hånd med eksperternes anbefalinger, andre gange gør de ikke.
Visionære eller praktiske?
En skattereform er kun en realitet, hvis den kan samle 90 mandater. Og 90 mandater er kun en realitet, hvis vælgerne er med. Hvad skal der til, før danskerne vil købe en skattereform – og helst en fremsynet en af slagsen?
Glem alle løfter om guld og grønne skove. Katastrofescenarier duer heller ikke. Og argumenter om globalisering og konkurrenceevne er udelukket - de er for teoretiske. Nej, det handler om noget helt andet: det skal give god mening og være godt købmandskab!
For hvordan kan man ellers forklare, at vi i stedet for at solde overskuddet på statsfinanserne op afvikler statsgælden i rivende hast? Eller at vi som modsvar til olieprisens himmelflugt overvejer at hæve de grønne afgifter? Eller at vi – godt nok med et temmelig langt tilløb – hæver pensionsalderen i takt med, at vi lever længere? Vore handlinger har høstet mange overskrifter internationalt, og reformivrige, udenlandske statsledere ser på os med større eller mindre misundelse.
Snusfornuften sejrer
En nation af pragmatikere, der mere tror på mavefornemmelser end eksperters anbefalinger, køber kun en skattereform, hvis den kan løse et konkret problem. Og hvis et flertal i befolkningen er moden til en personskattereform, der inkluderer lavere topskat, så skyldes det ikke kun godt, politisk lobbyarbejde eller håndfaste, økonomiske argumenter.
Villigheden til at fjerne topskatten er nok nærmere et resultat af, at 40 pct. af alle fuldtidsbeskæftigede betaler topskat, og at skatten derfor ikke er en "rigmandsskat" længere. Det er også udtryk for, at tidligere skattereformer har bidraget til få arbejdsløsheden ned på rekordlavt niveau, hvor arbejdskraftmanglen er blevet synlig overalt. I den situation har mange opdaget, at høj marginalskat faktisk har betydning for, om man har lyst til at arbejde lidt mere.
Hvor tidligere skatteformer i høj grad har været båret igennem på følelser, er der denne gang en reel chance for, at snusfornuften sejrer. Derfor kan politikere og Skattekommissionen denne gang med sindsro foreslå en reform, der virkelig flytter noget.